SIF-Træf

SIF-Træf 2020

Kære Alle

Vi kan nu løfte sløret for, hvad SIF-Træf 2020 kommer til at indeholde – så sæt kryds i kalenderen d. 28/2-20

Vi er glade for at præsentere en spændende dag med den anerkendte børnepsykiater Søren Hertz, der vil dele ud af sine mange erfaringer fra praksis koblet med teori. Programmet kan du se nedenfor.

SIF-Træf afholdes endnu en gang på Godsbanen Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C.

Vi starter dagen kl. 10.00, og workshoppen slutter kl. 16.00. Der er morgenbuffet fra kl. 9.15.

Workshoppen koster kr. 800, hvilket også inkluderer morgenbuffet, frokostbuffet og eftermiddagskaffe med kage/frugt. Gæster kan deltage i workshoppen for kr. 1.000 - incl. forplejning.

Er du endnu ikke tilmeldt, så skynd dig at sende en mail til kontoret@sif-udd.dk :-)

Vi håber, at I har lyst til at deltage, og vi glæder os så meget til at se jer.

Kærlige hilsner fra Heike og Trine

 

Tema for dagen: 

BØRN OG UNGE ER IKKE PROBLEMET. DE VISER PROBLEMET

---
Hvordan ved vi det, vi tror, vi ved? Hvordan begriber vi den verden, som børn i vanskeligheder er en del af? Hvordan skaber vi bevægelser, der kan blive overskridende i forhold til det, der har fyldt?
 
Børns og unges symptomer skal tages alvorligt, ikke blot som individuelle karakteristika, men som invitationer til afgørende nyorientering. Forskelle, der kan gøre afgørende forskel. Børn bliver alt for ofte beskrevet, men ikke tilstrækkeligt forstået. I oplægget insisteres på, at det mentale lever i det sociale. Opgaven er antropologisk. Det handler om at skabe kontekster, hvor det er muligt at få fokus på de nødvendige opgaver og processer, som børn og unge med deres symptomer og deres særlige vanskeligheder sætter på dagsordenen.
 
Der bliver tale om en dag med fokus på at arbejde i kompleksitet og dermed skabe bevægelse i det komplekse. Dagen kommer til at insistere på uærbødighed over for de præmisser og tilsyneladende sandheder, som lukker for kreativiteten, nysgerrigheden og et transkontekstuelt perspektiv. Dermed udfordres også den fremherskende individorienterede evidenskultur.
 
Dagen bevæger sig frem og tilbage mellem praksisnære eksempler, centrale teoretiske teorier og et samfundsmæssigt perspektiv. Målet vil være at skabe inspiration til brug i et hverdagsperspektiv.
 
Søren Hertz er medstifter af Metalog, der bevæger sig på tværs af traditionelle fagforståelser. Søren arbejder som børne- og ungdomspsykiater, han er forfatter af ”børne- og ungdomspsykiatri – nye perspektiver og uanede muligheder” (2008) og ”Børn og unge, psykiatri og samfund” (2017).
 
---
 
 
 
"Jeg fik på SIF muligheden for både faglig og personlig udvikling blandt betydningsfulde relationer, hvilket gav mig en masse nye krydser i min historie. Krydser som jeg fortsat har fokus på både personligt og fagligt den dag i dag. SIF er med mig i mit virke hele tiden."
Helle Højlund
"En terapeutisk uddannelse på SIF har betydet 4 fantastiske år med udvikling og store personlige oplevelser. Jeg har fået venskaber for livet og det har åbnet op for nye udfordringer jobmæssigt.
En unik oplevelse som har forandret mit liv og som jeg ser tilbage på med stor taknemmelighed."
Mette Legarth Holme