Psykoterapeutuddannelsens formål

Formålet med uddannelsen er at uddanne og træne terapeuter til at arbejde med individuel-, par-, familie og gruppeterapi.

Uddannelsen udvikler og styrker de studerendes teoretiske, metodiske, personlige og relationelle kompetencer.

SIF uddanner højt kvalificerede praktikere, som er teoretisk godt forankrede til at kunne arbejde professionelt som terapeuter i såvel privat som offentligt regi.

Uddannelsen har et solidt teoretisk og metodisk udgangspunkt i systemisk og narrativ tænkning.

Dette teori- og metodegrundlag suppleres af::

  • Emotionsfokuseret terapi (EFT og EFFT)
  • Imago terapi
  • Neuroaffektiv teori og metode
  • Mentaliseringsbaseret teori og metode
  • Udvikling- og tilknytningspsykologi

Den 4-årige uddannelse på SIF er således baseret på flere tilgange og metoder til psykoterapi. Da ingen metodisk tilgang er virksom for alle mennesker, er dette med til at sikre, at de kommende psykoterapeuter får et stort mulighedsrum til at vælge, hvilke metoder der er meningsfulde i de enkelte samtaler.  Metoderne vil både kunne anvendes i sammenhæng og hver for sig, og bredden i metoderne sikrer den nuancerings og kompleksitetsgrad, som udøvelsen af faget kræver.

De studerende opbygger under uddannelsen et velfunderet teoretisk og metodisk vidensfundament, der kan danne grundlag for udviklingen af deres praksis.

Terapi foregår i et resonansfelt og derfor er terapeutens evne til at kunne gå i kontakt og til at kunne være i et følelsesmæssigt nærvær afgørende. Uddannelsen tilstræber derfor, at de studerende udvikler en høj grad af selvindsigt og en forståelse for egen livshistories betydning i det terapeutiske rum.

Denne udvikling understøttes yderligere af den studerendes deltagelse i egenterapisessioner, som er med til give et ’indefra’ blik på den terapeutiske proces. 

Uddannelsens overordnede formål er nøje afstemt med de eksterne rammer og betingelser for godkendte psykoterapeutuddannelser (MPF) i Danmark, ligesom formålsbeskrivelsen løbende forholder sig til uddannelsens arbejdsmarkedsrelevans.

De nationale rammer for uddannelsen til psykoterapeut hos SIF:

Instituttet forholder sig løbende til, at uddannelsens formålsbeskrivelse er i overensstemmelse med den nationale kompetenceramme, som de godkendte institutter under Dansk Psykoterapeutforening i fællesskab har udarbejdet og forpligtet sig i forhold til.

Den nationale kompetenceramme samt EAPs kompetenceramme er begge tilgængelige på Dansk Psykoterapeutforenings hjemmeside.

Instituttet deltager sammen med de øvrige godkendte uddannelser i Forum under Dansk Psykoterapeutforening, hvor forhold i tilknytning til ovenstående drøftes løbende.


Uddannelsens arbejdsmarkedsrelevans:

Det overordnede formål med uddannelsen er nært forbundet med uddannelsens arbejdsmarkedsrelevans, og derfor afstemmes uddannelsens overordnede formål løbende med den viden, instituttet har om bredden i og udviklingen af de professionsfelter, hvor uddannelsen anvendes.

Vi lader os desuden løbende inspirere og informere af det netværk af nationale samarbejdspartnere, som benytter instituttets uddannelser som led i efteruddannelse af deres ledere og medarbejdere. Vi inddrager også færdiguddannede terapeuter fra SIF, der har selvstændig virksomhed som psykoterapeut som deres hovedbeskæftigelse.

 

 
 
"Mine år på SIF blev på flere måder livsforandrende for mig. Det har været en uddannelse der både har bevæget mig arbejdsmæssigt og menneskeligt. Undervisningen har igennem alle 4 år været på et højt fagligt niveau med engagererede og dygtige undervisere. Rammen omkring SIF er et af de kærligste fællesskaber, jeg er stødt på. – Det har været det vildeste."
Malene Frickmann
"Uddannelsen har været en fantastisk rejse, som har bidraget enormt til både min personlige og faglige udvikling. SIF har en helt særlig ånd præget af et meget kompetent og engageret underviserteam."
Dorthe Ditlevsen
"Jeg har taget både uddannelsen som terapeut og traumeuddannelsen på SIF. For mig er SIF stedet hvor høj faglighed går hånd i hånd med personlig udvikling i et nærende, varmt, betydende og livsberigende fællesskab, hvor der tages hånd om den enkeltes personlige og faglige udvikling. Kan SÅ varmt anbefales!"
Lise Kjeldsen
"SIF har ikke bare været en terapeutisk uddannelse, men er blevet en måde at være i verden på. Det har givet mig et langt mere nuanceret blik på det at være menneske og jeg bruger min viden herfra hver dag, både i mit arbejdsliv og privat. For mig har det været livsforandrende at gå på SIF."
Sine Jelsing
"Jeg fik på SIF muligheden for både faglig og personlig udvikling blandt betydningsfulde relationer, hvilket gav mig en masse nye krydser i min historie. Krydser som jeg fortsat har fokus på både personligt og fagligt den dag i dag. SIF er med mig i mit virke hele tiden."
Helle Højlund